Efter GGGI-samråd: EL har fortsat tillid til minister

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

- Christian Friis Bach skal vi nok finde ud af at arbejde sammen med.

Sådan lyder det fra Enhedslistens udenrigsordfører Christian Juhl, der onsdag havde kaldt udviklingsminister Christian Friis Bach (R) i samråd om spild af danske udviklingsmidler i organisationen Global Green Growth Institute, som har Lars Løkke Rasmussen (V) som formand.

Dermed freder Enhedslisten den radikale minister.

I stedet retter Christian Juhl en hård kritik mod Venstres Søren Pind, der var udviklingsminister, da Folketingets finansudvalg blev bedt om at give 90 millioner kroner til GGGI, der senere fik Lars Løkke Rasmussen (V) som formand.

Ifølge Christian Juhl levede Søren Pind ikke op til forventningerne om, at han som minister ville orientere Folketinget om, at der var alvorlige problemer med økonomihåndteringen i den sydkoreanske organisation.

- De risici, der var ved at gå ind i projektet blev tilbageholdt af daværende minister Søren Pind i Udviklingsministeriet. Det vil sige, at man ikke kun se problemerne i papirerne, da man skulle stemme om det.

- Søren Pind læner sig derfor meget, meget op af et ministeransvar i den her sag, siger Christian Juhl.

Spørgsmål: Så I blev vildledt af Søren Pind?

- Det synes jeg.

Det afviser Søren Pind dog. Ifølge Søren Pind var der beskrevet "en række problemstillinger, som der var angivet svar på". Derfor mener han ikke, at han skulle have givet Folketinget andre informationer, end han gjorde.

- Det jeg skal tilsikre som minister er, at man har det overblik der skal til, og har man de beslutningsmekanismer, der skal til. Og det synes jeg, man havde, siger Søren Pind.

På dagens samråd fastslog udviklingsminister Christian Friis Bach dog, at beslutningen blev taget på et "spinkelt grundlag".

- Der var ikke klarhed over strategien. Der var ikke klarhed over, hvad de danske penge skulle gå til. Der manglede økonomistyringsregler, HR-regler og en række andre regler, siger Christian Friis Bach og fortsætter:

- Det var et spinkelt grundlag. Det var et byggeprojekt, man gik ind i på et tidligt tidspunkt, lød det fra Christian Friis Bach, som dog ikke direkte vil kritisere Søren Pind.

Enhedslisten gør det dog klart, at man har svært ved at forestille sig en fortsat støtte til, at GGGI skal have millionbevillinger fra Danmark.

- Så skal jeg bruge rigtig meget af min gode fantasi, siger Christian Juhl.

/ritzau/