Efter hestekødsskandalen: Det europæiske kødmarked skal undersøges

EU-landene vil gennemføre en række ekstra tests for at afsløre medicinrester og kød, der er mærket forkert.

Det er resultatet af et møde i EU’s stående komité for fødevaresikkerhed, SCoFCAH.

Fødevareminister, Mette Gjerskov, hilser beslutningen velkommen. Den ligger tæt op af de initiativer, der allerede er iværksat i Danmark, og bliver sat i gang med det samme.

- Det er vigtigt, at vi hurtigst muligt får genoprettet de europæiske forbrugeres tillid til fødevaresikkerheden og får fundet de brodne kar i branchen, så de kan stilles til ansvar, siger Mette Gjerskov.

I alt skal der tages én test for medicinrester for hver 50 ton kød, og der skal gennemføres mindst 2250 DNA-test af forskellige produkter, for at se om de er mærket forkert.

EU Kommissionen vil sandsynligvis betale 75 procent af udgifterne til de ekstra prøver.

- Hestekødsskandalen er en international skandale, og derfor er det også vigtigt, at EU-landene står sammen om at opklare sagen og drage konsekvenser. Derfor er jeg glad for, at EU har taget skridt til en fælles løsning, siger Mette Gjerskov.

Initiativerne skal sættes i værk senest 1. marts, og den fælles indsats fra EU ligger i tråd med den indsats, fødevareministeren og Fødevarestyrelsen besluttede at sætte i gang allerede tirsdag den 12. februar.

Den danske indsats indebærer en screening af færdigretter i den danske detailhandel, hvilket også er en del af EU’s forslag.

Dertil kommer en undersøgelse af, om virksomhederne som lovet har trukket mistænkte varer tilbage, og endelig en opfølgning på analysen af de tilbagetrukne varer.

Dagens Gossip

Dagens TV