Efter husarrest: Yemens afsatte præsident flygter

Skrevet af admin

21/02/2015

Mest læste i dag

Yemens afsatte præsident Abd-Rabbu Mansour Hadi har forladt sit hjem, for første gang siden Houthi-bevægelsen satte ham i husarrest med udgangen af januar.

Sådan lyder det ifølge vidner og en assistent, skriver AFP og Reuters.

Den tidligere præsident menes at være på vej til sin fødeby Aden.

Yemen har været politisk lammet, siden Abd-Rabbu Mansour Hadi og premierminister Khaled Bahah blev væltet, da den shiitiske gruppe opkaldt efter sin tidligere leder Hussein Badreddin al-Houthi erobrede præsidentpaladset i januar.

Den tidligere præsident har været en af USA's vigtigste allierede i kampen mod al-Qaeda.

Tidligere lørdag åbnede militante fra Houthi-bevægelsen ild mod demonstranter i centrum af byen Ibb. En person blev dræbt, mens en anden blev såret, lyder det ifølge aktivister.

Folk var samlet på gaden for at demonstrere mod Houthi-bevægelsens rolle i hændelserne, da regeringen blev væltet i januar.

Yemens stridende politiske partier blev fredag enig om at oprette en overgangsordning, der skal bistå regeringen af landet.

Vestlige lande er bekymret over uroen i Yemen, som de frygter kan medføre, at grupper som al-Qaeda vinder større fodfæste på Den Arabiske Halvø, som foruden Yemen blandt andre omfatter Saudi-Arabien, de Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain.

Styrker, der er loyale over for Hadi, indtog mandag regeringsbygninger i den sydlige del af havnebyen Aden, efter et fem timer langt slag, sagde lokale kilder om den optrappede konflikt, som kan splitte landet i to.

Militsen, som støtter Hadi, har vundet kontrol over adskillige regeringsbygninger efter kampe mod regeringsstyrker, der er allierede med Houthi-bevægelsen, tilføjede kilderne.

Tyrkiet besluttede mandag at lukke dets ambassade i Yemen og rådede alle tyrkiske statsborgere til at forlade landet.

Tidligere har de Forenede Arabiske Emirater, USA, Tyskland og Saudi-Arabien kaldt deres diplomater hjem.

/ritzau/