Efter iPhone og iPad kommer nu Apple Watch

Skrevet af admin

09/03/2015

Mest læste i dag

Apples chef, Tim Cook, præsenterede mandag aften dansk tid it-gigantens nye produkt: Apple Watch - et smart ur.

I den dyreste version koster den skrabede udgave i USA knap 69.000 kroner.

Det nye ur kommer på gaden 24. april i USA og otte andre lande, men en lancering i Danmark lader vente på sig.

Cook betroede inden afsløringen af det smarte ur, at han "ikke kan leve uden det".

Præsentationen skete ved en ceremoni i et teater i San Francisco, hvor en anden af Apples gigantsucceser for nogle år tilbage blev lanceret: Ipad.

Apple træder med sit smartwatch ind på et marked, hvor en række spillere allerede er i gang. Det gælder blandt andet sydkoreanske Samsung og LG og japanske Sony.

Analytikere forventer, at Apple vil mobilisere sit bagkatalog - at integrere sit smartwatch med iPhone og det tilhørende software-økosystem.

For eksempel knyttes der forventning til, at fitness-apps bedre kan udnyttes på de smarte ure fra Apple.

Uret udsendes i to størrelser i hver tre udgaver. Det billigste ventes i USA kommer til at koste 349 dollar (2400 kroner), mens standardudgaven sælges for 549 dollar (knap 3800 kroner).

Cook kunne samtidig afsløre, at iPhone nummer 700 millioner er blevet solgt for ganske nylig.

På børsen i New York var man ikke særlig imponeret over det nye ur. Kursen på Apple-aktien lå fladt hen over dagen.

/ritzau/