Efter kaotisk aften: Kjer sidder stadig som minister

Skrevet af admin

24/02/2016

Mest læste i dag

Tirsdag aften udviklede sig til noget af et drama på Christiansborg. Efter en høring med eksperter og et tre timer langt samråd erklærede De Konservative, at partiet ikke længere har tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Men ved midnatstid sad ministeren stadig. Og det er uvist, om statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) vil fyre hende, som De Konservative kræver, om han vil gennemtvinge en mistillidsafstemning mod hende i folketingssalen, eller om han for eksempel har truet De Konservative med at udskrive valg, hvis partiet står fast på at vælte ministeren.

Et tweet, Løkke sendte ud efter den konservative melding, tydede i hvert fald på, at han ikke havde tænkt sig bare at rette ind. I stedet indkaldte han partilederne for den borgerlige blok til møde i Statsministeriet klokken 21.

- Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering ..., skrev Løkke.

Mødet sluttede først kort før midnat, og da var det en særdeles fåmælt konservativ partiformand, der banede sig vej gennem den ventende presse.

- Vi har haft et god drøftelse, og vi har fortalt hinanden, hvordan vi hver især ser på verden. Det er der, vi står, lød det fra Søren Pape Poulsen.

Spørgsmål: Møder Eva Kjer Hansen på arbejde i morgen?

- Det må I spørge hende om.

Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kritiserer De Konservatives ageren i sagen. Blandt andet var partierne utilfredse med, at Pape undervejs i krisemødet fandt tid til at forlade drøftelserne for at medvirke i flere tv-interview.

Løkke selv havde ved midnatstid endnu ikke udtalt sig til offentligheden om sine planer for Eva Kjers fremtid.

/ritzau/