Efter kup: Der kommer først valg i Burkina Faso om et år

Skrevet af admin

06/11/2014

Dagens topnyheder

Der kommer til at gå et år, før at Burkina Faso får en folkevalgt regering. Det er landets militær, politiske partier og civile ledere blevet enige om på et møde om den aktuelle krise i landet. Indtil valget i november 2015 skal det afrikanske land ledes af en overgangsregering.

Det lykkedes dog ikke parterne på mødet, som ledere fra tre andre afrikanske lande deltog i som mæglere, at sætte navn på den person, der skal stå i spidsen for den midlertidige regering.

Ghanas præsident, John Dramani Mahama, der sammen med præsidenterne for Nigeria og Senegal mæglede mellem parterne, forventer, at en overgangsregering vil blive dannet i løbet af få dage.

De tre præsidenter deltog i mødet på vegne af Economic Community Of West African States, Ecowas, der er nervøs for udviklingen i landet.

Militæret i Burkina Faso greb magten i landet, da præsident Blaise Compaore i forrige uge blev tvunget til at forlade posten efter flere dage med demonstrationer og optøjer.

General Honoré Traoré overtog i første omgang styringen ved at udråbe sig til statsoverhoved, men dagen efter blev han kuppet af oberstløjtnant Isaac Zida, som udnævnte sig selv til præsident og gjorde det klart, at han har til hensigt at lede en overgangsregering frem til et valg.

Den Afrikanske Union, USA og Frankrig har truet med sanktioner, såfremt kupmagerne ikke indsætter en civil regering i løbet af to uger.

Ifølge den danske seniorforsker ved det Nordiske Afrikainstitut i Uppsala, Jesper Bjarnesen, presser de internationale parter på, fordi de frygter, hvad Isaac Zida kan finde på.

- Ingen ved rigtig, hvem han er. Det store spørgsmål er, om han bare siger, hvad folk gerne vil høre, mens han spiller et andet spil bag lukkede døre, sagde Bjarnesen tidligere onsdag til Ritzau.

/ritzau/AFP