Efter licensballade: Fuglsang glæder sig over udfaldet

Skrevet af admin

24/04/2015

Dagens topnyheder

Danske Jakob Fuglsang og resten af Astana-mandskabet fik torsdag den glædelige besked fra den internationale cykelunion (UCI), at holdet får lov til at beholde World Tour-licensen.

Det kasakhiske holds dopingsager det seneste års tid havde fået UCI til at overveje en fratagelse af licensen, men det valgte unionen ikke at gøre - til stor glæde for Fuglsang.

- Det er vi selvfølgelig glade for på holdet, og det er jeg selvfølgelig også glad for. Det gik lidt, som vi havde håbet i hvert fald – og som jeg egentlig hele tiden har troet på, at det ville, siger danskeren til TV2 Sport.

Jakob Fuglsang synes ikke, at han har ladet sig påvirke af den verserende sag, som ellers var en alvorlig trussel mod holdets eksistens, men han er alligevel glad for, at han nu bare skal koncentrere sig om at køre cykelløb igen.

- Der er forhåbentlig ikke flere ture til Schweiz for at snakke med folk dernede. Så på den måde så skulle det gerne blive nemmere. Men ellers så synes jeg egentlig, at det har været nemt nok, også de foregående uger, siger Fuglsang.

Sammen med holdkammeraterne fra Astana skal Fuglsang søndag forsøge at skabe et stort resultat i forårsklassikeren Liége-Bastogne-Liége.

Selvom Astana har fået lov til at beholde licensen, har UCI gjort det klart, at unionen fortsat holder et skarpt øje med det kasakhstanske hold.

/ritzau/