Efter lytteskandale: Polsk eksminister forlader politik

Skrevet af admin

20/07/2015

Dagens topnyheder

Radoslaw Sikorski, der sidste år gik af som Polens udenrigsminister efter en aflytningsskandale, forlader politik.

Det skriver han på Twitter ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den 52-årige politiker afslører, at han ikke stiller op ved parlamentsvalget i Polen til efteråret.

Sikorskis holdninger var præget af en baggrund i det dengang kommunistiske Polen, og han blev bannerfører i kritikken af Rusland, som han bekæmpede politisk.

Som studerende fik han i 1982 politisk asyl i Storbritannien efter at være mistænkt for at ville kuppe det daværende styre i hjemlandet.

Radoslaw Sikorski fik arbejde som korrespondent, før han vendte hjem og tog del i overgangen fra kommunisme til vestligt orienteret demokrati.

Den polske politiker havde en stærk international profil, og formentlig på grund af sin skarpe kritik af styret i Moskva blev han også set som et bud på posten som generalsekretær i den transatlantiske forsvarsalliance Nato.

Visse steder i Europa blev Sikorski set som lidt for antirussisk. Hans standpunkter fik dog stærk opbakning, da Rusland sidste år annekterede den ukrainske sortehavshalvø Krim.

Men Sikorskis store fald begyndte, da en hemmelig optagelse kom frem fra en restaurant i Warszawa, hvor han beskrev forholdet mellem Polen og USA som værdiløst og den britiske premierminister som inkompetent.

Han trådte tilbage som udenrigsminister, og tiltrådte jobbet som formand for parlamentet. Men skandalen var ikke ovre.

I juni måtte han forlade posten som parlamentsformand som konsekvens af de hemmelige optagelser.

Eksministeren har ikke givet en forklaring på, hvorfor han forlader politik. Han afslører heller ikke, hvilken fremtid han eventuelt har planer om.

/ritzau/Reuters