Efter norsk fund: Mystisk pulver i svensk postterminal

Skrevet af admin

03/06/2016

Dagens topnyheder

To pakker med et mystisk hvidt pulver er fredag morgen fundet i en postterminal i Stockholm.

Fundet sker, efter at en lignende pakke er dukket op på en norsk postterminal, som er blevet evakueret. Flere end 40 er kørt på sygehuset efter det norske fund.

Alarmen gik på postterminalen Årsta i Stockholm ved 5.30-tiden fredag, da en forsendelse med hvidt pulver blev fundet i postsorteringen.

Forsendelsen blev smidt i en skraldespand.

Politiets bombegruppe er tilkaldt, og den skal undersøge pulveret i løbet af dagen, siger talsmand for politiet Ulf Tholén.

Lidt senere fredag blev endnu en pakke med hvidt pulver fundet i terminalen.

- Pakken blev kastet på gulvet, og de fem personer, som var i nærheden af den, venter nu på at blive undersøgt af sundhedspersonale, siger Tholén.

Ingen af de personer, som befandt sig i lokalerne, eller som kom i kontakt med pakkerne, viser tegn på skader. De har ingen symptomer på forgiftning.

Efter episoden i Norge har flere personer klaget over kløe og utilpashed.

/ritzau/NTB