Efter overfald på 59-årig mand: Odense Kommune har foretaget korrekt sagsbehandling

Skrevet af Elo Christoffersen

01/06/2013

Dagens topnyheder

På baggrund af det alvorlige, røveriske overfald på en 59-årig mand i Vollsmose forrige torsdag har Odense Kommune undersøgt sin sagsbehandling, som viser, at kommunen har arbejdet tæt sammen med de sigtede unge og deres familier.

- Det er en alvorlig og meget trist begivenhed, som selvfølgelig kalder på refleksion fra vores side. Derfor har vi set på, hvad vi konkret har gjort i vores sagsbehandling, og vi har kigget på vores generelle praksis, siger lederen af Børn- og Familieafdelingen i Odense Kommune, Lone Tue Hansen og fortsætter:

- Vores undersøgelse viser, at der er blevet foretaget solid og grundig sagsbehandling, og at Odense Kommune løbende har været i tæt kontakt med de sigtede unge og deres familier,” siger Lone Tue Hansen.

Hun understreger, at hun har tavshedspligt i sagen, og derfor ikke kan forklare om Odense Kommunes arbejde i detaljer.

Det grove, røveriske overfald mod en 59-årig mand fandt sted torsdag den 23. maj, og dagen efter blev tre unge mænd anholdt, sigtet og siden varetægtsfængslet. Den ene af de sigtede er 15 år, mens de to øvrige er 16 år.