Efter overgreb på Langeland: Udgangsforbud på asylcentre nærmer sig politisk flertal

Skrevet af admin

02/08/2016

Dagens topnyheder

Personalet på landets asylcentre skal kunne udstede udgangsforbud for unge beboere, der har en tvivlsom adfærd, og som frygtes at begå kriminalitet.

Det mener Socialdemokraterne og Liberal Alliance, som dermed bakker op om en udmelding fra Dansk Folkeparti om netop udgangsforbud på asylcentrene.

- Når vi yder unge asylansøgere beskyttelse, er det på ingen måde urimeligt at kræve, at de opfører sig ordentligt og overholder den lovgivning og de spilleregler, der gælder i det danske samfund, siger Socialdemokraternes retsordfører, Trine Bramsen.

Debatten om asylansøgeres opførsel er atter blusset op, efter at fem drenge i alderen 14 til 17 år mandag blev forflyttet fra asylcentret Børnecenter Tullebølle på Langeland.

Forinden havde politiet sigtet to af drengene for voldtægt og tre for seksuel chikane i området omkring Langelandsfestival, der blev afholdt i weekenden.

Ifølge Trine Bramsen skal det være ledelsen på de enkelte asylcentre, der udsteder udgangsforbud. Og det skal kunne ske, hvis blot der er bekymring for, at en beboer vil begå overgreb eller en anden form for lovbrud.

- Man kan forestille sig en model, hvor der er tale om ledsaget udgang, når en asylansøger skal ud. Når man går på efterskole eller bor på andre ungdomsinstitutioner, er der også klare regler for, hvornår man må gå ud og under hvilke vilkår, siger Trine Bramsen.

Ifølge Dansk Folkeparti bør både politiet og personalet på asylcentrene kunne forbyde beboere at forlade det pågældende center.

- Politiet skal have mulighed for at gå ind og sige, at indtil vi har styr på situationen, så må man ikke forlade asylcenteret, medmindre man har bedt om lov og har en god forklaring, siger Martin Henriksen, der er partiets udlændingeordfører.

- Men det er klart, at hvis det ender med at være personalet (på asylcentrene, red.), så skal de have større beføjelser, end de har i dag. For de har stort set ikke nogle, siger han.

Også Liberal Alliance bakker op om forslaget. Dermed har det opbakning fra et flertal på 96 mandater i Folketinget.

- Hvis der er tale om mindre ballade, må der være mulighed for, at asylcentret kan tilbageholde dem (asylansøgerne, red.) og sørge for, at de ikke render rundt og generer folk, siger Liberal Alliances politiske ordfører, Simon Emil Ammitzbøll.

/ritzau/