Efter retsmøde: Vidne i rockersag tør ikke tage hjem

Det første et vidne i en omfattende sag om rockerafpresning siger, da han træder ind i retslokalet i Næstved, er, at han ikke er meget for at afgive forklaring.

- Jeg føler mig presset til det, fortæller manden, der kun er mødt op, fordi han har pligt til at vidne.

Fredag behandler Retten i Næstved en sag mod tre Bandidosrockere, der er tiltalt for afpresning, vold og salg af amfetamin.

10 tilfælde af afpresning skal retten tage stilling til under den langvarige retssag, som der er afsat i alt 17 dage til.

Manden har anmodet om, at de tiltalte ikke er til stede, mens han afgiver forklaring. Da han bliver spurgt, om de vil kunne sidde bagest i lokalet, svarer han højt og tydeligt: "Nej".

Da dommeren beslutter at efterkomme mandens anmodning, sidder de tiltalte under hele forklaringen i et tilstødende lokale, men de kan over højttalere følge med i, hvad der bliver sagt.

Den midaldrende mand fortæller, at han inden for de seneste dage har fået anonyme opkald, hvor der bliver spurgt, hvor retssagen skal finde sted.

I et andet anonymt opkald har han fået besked om, at det er bedst, at han ikke vender tilbage til sit hjem.

- Jeg kan godt lægge to og to sammen, siger han.

Han skulle gentagne gange være blevet afpresset af den ene af de tiltalte, en 23-årig mand.

- Han har truet med at rive mit hoved af og knuse mit hoved og alt muligt, fortæller vidnet.

Vidnet havde en gæld på 30.000 kroner, som stammede fra hashhandel. Da han endelige fik betalt, kom der en dummebøde på 10.000 oveni.

Efter længere tids afpresning blev han i et anonymt opkald informeret om, at der var et tæskehold på vej. Det fik ham til at gå til politiet.

De tre tiltalte er henholdsvis 51, 27 og 23 år. De nægter sig skyldige. Dommen ventes afsagt i september.

/ritzau/

Dagens Gossip