Efter skuffelse: Esbjerg vil rejse sig i Europa

Skrevet af admin

21/10/2013

Mest læste i dag

Esbjerg-træner Niels Frederiksen udtrykte efter søndagens 1-2-nederlag til FC Vestsjælland i Superligaen forargelse over sit mandskabs indsats.

Træneren mente, at attituden var arrogant i første halvleg, og i pausen havde Frederiksen fortalt spillerne, at han hadede, hvad han havde set.

Heldigvis for vestjyderne venter der allerede torsdag endnu en kamp, når Elfsborg gæstes i Europa League. Her søger spillerne oprejsning.

- Vi vil gerne ud og have vasket den her plet af, for det var ikke godt nok, det vi leverede mod FC Vestsjælland. Vi skal gå til Elfsborg og vinde, andet hjælper ikke, siger forsvarsstyrmand Kian Hansen.

- Jeg er ligeglad med, om folk har energien eller ej. Den skal findes frem, for vi skal have en sejr, siger han.

Anfører Hans Henrik Andreasen, der blev udvist i slutfasen mod FCV, er enig med Kian Hansen i, at vestjyderne skal rejse sig i Sverige.

- Det er rart, at vi hurtigt kan komme ud og spille igen, så vi kan bevise, at det her var en enlig svale. Vi skal op på hesten igen og bevise, at vi godt kan spille bedre fodbold, siger Andreasen.

- Vi kan på ingen måde være tilfredse med præstationen mod Vestsjælland, og den vidner om manglende stabilitet. Det handler meget om det mentale, og det skal vi arbejde med, siger han.

Inden opgøret mod Elfsborg har Esbjerg tre point efter to kampe i Europa Leagues gruppespil.

/ritzau/