Efter solformørkelsen kommer århundredets tidevand

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Ved jævndøgn fredag den 20. marts kan man ikke blot opleve en solformørkelse over Europa. Samme dag - og på lørdag - rammes kloden af "århundredets tidevand", der især i Frankrig og Canada vil føre til ekstremt høje tidevandsbølger.

Det skyldes en række forhold - og især, at månen er tættere på Jorden, end den plejer, siger Jacob Woge Nielsen, oceanograf ved DMI.

- En betingelse for, at man har maksimalt tidevand og solformørkelse, er, at Jorden, månen og solen ligger på samme linje og i samme plan, og det gør de ved jævndøgn, så på den måde hænger det sammen.

- Og når afstanden mellem Jorden og månen er mindst, får man maksimalt tidevand, siger han.

St. Malo-bugten i det nordvestlige Frankrig og Bay of Fundy i Østcanada bliver de to steder på kloden, der oplever det højeste tidevand - ifølge eksperterne med en forskel på ebbe og flod på henholdsvis 15,15 og 16,15 meter.

Det er normalt med store forskelle i vandstanden på de to lokaliteter - ved St. Malo er gennemsnittet 10,5 meter.

Men med godt 18 års mellemrum, når månen er en "supermåne" - det vil sige tættest på os - indtræffer de særlige omstændigheder, der frembringer den ekstreme springflod med tilnavnet "århundredets tidevand".

Navnet er ganske vist en tilsnigelse, for fænomenet optræder fem til seks gange i hvert århundrede - men voldsomt er det.

I Frankrig har entusiaster allerede længe valfartet til Bretagnes kyster for at iagttage det høje tidevand, der har været under opbygning en måneds tid inden crescendoet lørdag 21. marts.

Det gælder ikke mindst turistmagneten Mont-Saint-Michel, klostret fra det 11. århundrede, som hæver sig højt over kysten og bliver til en ø ved højvande.

"Århundredets tidevand" vil også kunne mærkes i Den Engelske Kanal og i Nordsøen. Men tidevand er ikke det, der fører til de største forskelle i vandstanden omkring Danmark. Det er vejret, siger Jacob Woge Nielsen fra DMI.

- Det eneste sted, vi for alvor har tidevand i Danmark, er ved Vadehavet. Her er det højeste højvande 1,5 meter, og der bliver en svag forøgelse, men ikke noget markant.

Det er månens tiltrækning, der forårsager ebbe og flod.

/ritzau/