Efter storbrand: Området vil være afspærret til fredag

Skrevet af admin

02/07/2015

Dagens topnyheder

Området omkring en brændende bygning midt i København vil være afspærret frem til fredag.

Sådan lyder meldingen fra politiet torsdag eftermiddag på Twitter efter branden i en ældre statelig ejendom i Klerkegade 2.

En gavlmur er i fare for at styrte ned, og derfor er beboere i flere opgange i Adelgade evakueret.

Beboerne i fire opgange kan torsdag eftermiddag endnu ikke returnere til lejlighederne, oplyser Københavns Politi lidt efter klokken 14.

De opfordres til at henvende sig ved afspærringerne i Sølvgade og Borgergade.

Den raserede bygning havde en imponerende facade og var oprindeligt hjemsted for frimurere. Derefter husede den indtil for et par år siden faget musikvidenskab under Københavns Universitet.

Halvdelen af ejendommen kan muligvis reddes, har Københavns Brandvæsen sagt.

Derimod har det ikke været muligt for brandfolkene at arbejde i den anden side, hvor der så sker en såkaldt kontrolleret nedbrænding.

Her har en gavlmur som nævnt været i fare for at styrte ned. Tidligere torsdag blev der taget skridt til at fjerne muren.

Anmeldelsen om branden i ejendommens tag kom tidligt torsdag morgen.

Ejendommen er for tiden under renovering.

/ritzau/