Efter tragisk dødsfald: Nu skal vagtlægen være udhvilet

Vagtlæger skal være udhvilede, når de møder på jobbet.

Det er Region Syddanmark og de praktiserende lægers organisation, PLO, i Syddanmark blevet enige om mandag aften.

Beslutningen kommer i kølvandet på sagen om en 36-årig kvinde fra Fyn, der døde efter at have modtaget vejledning fra en vagtlæge, som havde haft 38 vagter på 60 dage ved siden af sit almindelige arbejde.

Der bliver imidlertid ikke tale om at indføre loft over antallet af vagter, som lægerne må tage i lægevagten. Men fremover skal vagtcheferne gribe ind, hvis vedkommende skønner, at lægerne på vagt ikke er tilstrækkeligt udhvilede.

Det skal blandt andet ske ved at foretage et skøn over, om en læge har sat sig selv på for mange vagter hos lægevagten.

- Fremover skal vagtcheferne sikre, at dem, der melder sig på mange vagter, kan forene det med deres dagarbejde, siger Bo Libergren (V), der er formand for Sundhedssamordningsudvalget i regionen.

- Men vi vil ikke sætte tal på grænsen for, hvad der er forsvarligt at køre på lægevagten, for der er forskel på, hvad de enkelte læger kan tage af vagter, siger han.

Spørgsmål: Sikrede man ikke, at lægerne var udhvilede før?

- Man skulle jo tro, det var en selvfølge, men nu giver vi vagtcheferne en forpligtelse og en ret til at sige fra, hvis de mener, at folk melder sig til flere vagter, end der er forsvarligt, siger han.

Regionspolitikeren påpeger, at der "har udviklet sig en kultur" blandt lægerne, hvor den enkelte læge har kunnet sætte sig selv på et ubegrænset antal vagter, og hvor vagtchefen kun har reageret, hvis der var for få på vagt.

Spørgsmål: Hvordan kan sådan en kultur have udviklet sig, når I er ansvarlige?

- Ordningen er blevet forvaltet af lægerne selv, uden at regionen har haft dybere indsigt i det. Vi har ment, at lægerne kendte deres opgave bedst, men noget af det, der er afdækket i den tragiske sag (med den 36-årige kvinde, red.), er, at der er forhold, som vi som myndighed bør have indsigt i, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV