Efter tragisk ulykke: Familie og dagplejer får krisehjælp

En kun et-årig dreng mistede i går formiddags livet på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Han havde fået noget galt i halsen hos sin dagplejer i Holsted.

Både dagplejemor og forældrene modtager nu psykologhjælp, fortæller Ivar Bak, der er afdelingschef i Dagtilbud og Skole i Vejen Kommune.

- Der bliver taget hånd om såvel forældrene som dagplejeren. De har fået den første psykologsamtale og vejledning om, hvordan de kan gå videre med psykologsamtaler, siger han til Dagens.dk

I går var kommunens første opgave at orientere forældrene til de andre dagplejebørn i Holsted om ulykken. Derefter fik resten af kommunens dagplejere besked, og i dag har alle forældre til dagplejebørn i Vejen Kommune fået en skrivelse om det tragiske dødsfald. Alle har mulighed for at få psykologhjælp.

- I første omgang er det forældrene, dagplejeren og den tilknyttede dagplejepædagog. Det er dem, der følelsesmæssigt er mest berørt. Men derudover er det et åbent tilbud. Det er en sikring af, at ingen går alene med deres problemer, siger Ivar Bak.

Da ulykken skete tirsdag formiddag, gav dagplejeren straks den lille dreng førstehjælp, og en ambulance blev tilkaldt. Han mistede livet på sygehuset i Esbjerg kort før middag.

Dagens Gossip

Dagens TV