Efter tre ugers angreb: 239 børn er dræbt i Gaza

Den opblussede krise i Mellemøsten rammer de yngste hårdt.

Efter tre ugers israelske angreb mod Gazastriben er mindst 239 palæstinensiske børn blevet dræbt, oplyser Unicef. Af dem var 157 drenge, mens 82 var piger.

Det yngste offer nåede blot at leve i tre måneder, mens det ældste af børnene i opgørelsen blev 17.

166 af børnene var enten 12 år eller yngre, da de blev dræbt i de israelske angreb, siger Unicef.

Organisationens opgørelse stammer fra tirsdag morgen, og siden da har angrebene på ingen måde været aftagende. Derfor kan endnu flere børn være dræbt i løbet af dagen.

Blandt andet har der været meldinger om, at yderligere 10 børn er dræbt tirsdag, men disse oplysninger har Unicef endnu ikke været i stand til at bekræfte.

På israelsk side er seks børn blevet såret af raketter og granater affyret af den islamistiske Hamas-bevægelse fra Gazastriben. Det yngste offer var en tre måneder gammel baby.

Den verserende konflikt mellem Israel og Hamas i Gazastriben har i alt kostet flere end 1100 palæstinensere livet.

På israelsk side er dødstallet opgjort til 56. Af dem var 53 soldater i den israelske hær, mens tre civile er blevet dræbt af Hamas' raketter.

Israel intensiverede mandag aften bombardementerne, efter at 10 israelske soldater blev dræbt.

Israel vil have Hamas til at holde op med at sende raketter mod Israel og også have gruppen afvæbnet for at gå med til våbenhvile.

Hamas kræver, at Israel og Egypten ophæver blokaden af Gaza.

Det er krav, der umiddelbart har svært ved at forenes.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, advarede mandag sine landsmænd og resten af verden om, at det kan blive en lang kampagne.

Den stopper ikke, sagde premierministeren, før Israel har ødelagt de "dødstunneler", som Hamas bruger til at sende militsfolk under grænsen fra Gaza til Israel for at angribe israelere.

/ritzau/dpa

Dagens Gossip