Efter våbenhvile: Bål brænder stadig i centrum af Kijev

Skrevet af admin

20/02/2014

Dagens topnyheder

Det har været en rolig nat i Ukraines hovedstad, efter at landets præsident, Viktor Janukovitj, og oppositionen sent onsdag aften blev enige om en våbenhvile.

Ukrainske tv-billeder viser tidligt torsdag morgen, at der stadig brænder enkelte bål på Uafhængighedspladsen, Maidan, i Kijev, og af og til bliver der affyret fyrværkeri, mens demonstranter synger sange og råber slagord.

Men våbenhvilen har foreløbig stoppet blodsudgydelserne.

Adskillige mennesker er stadig samlet på den centrale plads, der i de seneste døgn har været slagmark for blodige kampe mellem urobetjente og vrede oppositionstilhængere, der i månedsvis har slået lejr på Maidan.

26 mennesker har mistet livet, og hundredvis er såret i det værste uroligheder i over 20 år i den tidligere sovjetrepublik.

Torsdag morgen tager Polens, Frankrigs og Tysklands udenrigsministre - Radoslav Sikorski, Laurent Fabius og Frank-Walter Steinmeier - til Kijev, før de senere på dagen mødes med deres EU-kolleger i Bruxelles for at diskutere, om EU skal indføre sanktioner mod Ukraine.

Steinmeier siger inden afgangen fra Berlin, at de både skal mødes med oppositionslederne Vitalij Klitsjko og Arsenij Jatsenjuk samt præsident Janukovitj.

- Vi vil presse på for, at man fra begge sider tager sig et pusterum og får stoppet volden. Og vi vil prøve at hjælpe til med, at man igen kan finde vej til forhandlingsbordet for at tale om politisk løsning på konflikten, siger Steinmeier ifølge nyhedsbureauet dpa.

- Men det er udelukkende de stridende parter i Kijev, der kan finde frem til en løsning, understreger han og kalder det en europæisk pligt at prøve at mægle.

Demonstranterne har i tre måneder forskanset sig i centrum af Kijev. De kræver, at Janukovitj og hans regering træder tilbage, efter at præsidenten før jul nægtede at underskrive en samarbejdsaftale med EU.

Urolighederne i Kijev eskalerede voldsomt, da demonstranter tirsdag genbesatte byens rådhus. Kampklædt politi stormede protestlejrene på Uafhængighedspladsen, hvor demonstranter kastede brandbomber, skød med fyrværkeri og kastede sten mod politiet.

/ritzau/