Efterforskere skal afhøre hundrede vidner om skoleangreb

Skrevet af admin

08/03/2016

Dagens topnyheder

Politiets efterforskning af en 16-årig piges påståede planer om at angribe to skoler går tirsdag eftermiddag ind i en ny fase.

Siden anholdelsen af pigen og en mistænkt hjælper har sagen været holdt hemmelig for offentligheden, men tirsdag valgte anklagemyndigheden at offentliggøre sigtelserne.

Det sker som et led i myndighedernes forsøg på at opklare sagen.

- I første fase har det været afgørende, at sigtelserne ikke kom frem af hensyn til sagens efterforskning. Nu er vi kommet videre til en ny fase, hvor vi faktisk har brug for at bruge sigtelserne i arbejdet, siger senioranklager Kristian Kirk.

Han forklarer, at mørklægningen og isolationsfængslingen af de sigtede har betydet, at man ikke har kunnet afhøre vidner.

- Der er mange hundrede afhøringer i efterforskningen, der har været på standby. Derfor har vi nu brug for åbent at kunne tale om, hvad sigtelserne handler om, siger anklageren.

Ifølge anklagen planlagde pigen og en 24-årig tidligere syrienkriger at begå terror mod Sydskolen i Fårevejle og den jødiske privatskole Carolineskolen i København.

Planen var at gennemføre sprængninger, hævdes det, og pigen havde angiveligt allerede skaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstof.

Den 24-årige sigtes for at have medvirket til pigens foretagende. Nøjagtigt hvilken rolle, han skal have spillet, er uklart.

- Det er i hvert fald hende, der er beskrevet som den aktive. Af sigtelsen fremgår det, at han med råd, dåd eller tilskyndelse skal have medvirket til hendes foretagende, siger Kristian Kirk.

Anklageren ønsker ikke at oplyse, hvor tæt angrebene var på at blive gennemført. På samme måde afviser han at kommentere et eventuelt motiv.

Pigen blev anholdt i sit hjem nær Holbæk 13. januar, mens den 24-årige mand blev anholdt dagen efter, da han meldte sig selv.

På Facebook har pigen kaldt den 24-årige for sin bedste ven. Hun er konverteret til islam og har hyldet jihad på nettet.

/ritzau/