Efterforskning skal afsløre skattely - ikke paragraffer

Skrevet af admin

10/04/2016

Dagens topnyheder

Der er behov for grundig efterforskning for at komme skattesvindel til livs, ikke flere paragraffer.

Sådan lyder det fra Venstre, efter at Enhedslisten har foreslået at tilføje en selvstændig paragraf i straffeloven, som er møntet på bankrådgivere, advokater og revisorer, som rådgiver deres velhavende kunder om skattely.

- Der er ingen tvivl om, at folk, der snyder i skat, skal straffes, og dem, der medvirker til det, skal også straffes, siger retsordfører Preben Bang Henriksen (V)

- Vi har paragraffer i den eksisterende straffelov, som sørger for, at det kan ske. Vi har ikke behov for flere paragraffer, siger han.

Ifølge Enhedslisten vil en selvstændig bestemmelse betyde, at man kan retsforfølge rådgivere, selv om man kun kan bevise rådgivningen og ikke skatteunddragelsen.

Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne støtter forslaget, og dermed ser der ud til at være et flertal for forslaget.

Skattesvindel kan i dag straffes efter paragraf 289 i straffeloven, og paragraf 23 i loven slår fast, at den, der medvirker til en forbrydelse, skal straffes lige som forbryderen selv.

De paragraffer er tilstrækkelige til at slå ned på rådgivning om skattely, mener Preben Bang Henriksen.

- Det, vi har brug for, er solid efterforskning. Og det er der grundlag for nu. Modsat den tidligere regering har denne regering opprioriteret kampen mod økonomisk kriminalitet, siger retsordføreren.

Han påpeger, at der med politiforliget sidste år blev afsat flere midler til politiet, og at en del blev øremærket til bekæmpelse af netop økonomisk kriminalitet.

Det er 11,5 millioner lækkede såkaldte Panama-papirer, som har sat gang i debatten om skattely.

Nordea har blandt andet været i stormvejr efter afsløringer af brugen af såkaldte skuffeselskaber i lande, hvor der er gunstige muligheder for at være i skattely.

Banken har nu besluttet sig for helt at stoppe med at hjælpe sine kunder med at administrere disse selskaber.

/ritzau/