Efterlod hunden til at dø af sult på et 8 kvadratmeter værelse i Slagelse

En 25-årig mor fra Slagelse blev i mandags idømt 30 dages betinget fængsel for grov dyremishandling. Det skriver sn.dk.

Kvinden flyttede med sine børn fra en lille lejlighed i Ringparken i Slagelse og efterlod bevidst sin Amstaff-terrier i et af lejlighedens værelser.

I det kun otte kvadratmeter værelse endte hundens liv, da den til sidst døde af sult og udmattelse.

Læs også: Teenagere tævede tukan med pinde: Nu er dens næb brækket

Hunden blev først fundet et halvt år senere, da viceværten kom for at sætte kvinden ud af lejligheden, fordi hun ikke havde betalt sin husleje.

- Hunden var meget, meget død og meget, meget mumificeret, sagde anklager Henrik Holten i retten.

Kvinden begrundede sin beslutning om at rejse uden hunden med, at hun havde det skidt. Hun påstod yderligere, at hun havde bedt en mand, hvis navn hun dog ikke ville nævne, om at hente hunden.

Den 25-årige er nu idømt 30 dages betinget fængsel, som derfor ikke skal afsones, hvis hun holder sig fra kriminalitet i de næste par år. Derudover blev hun frakendt retten til at beskæftige sig med dyr i de næste tre år.

Dagens Gossip