Efterlysning: Besøgsvenner til fængslerne

De indsatte i landets fængsler er ensomme. Mere end hver tredje afsoner sin straf uden besøg fra venner og familie udefra.

Derfor har Dansk Røde Kors, der står for besøgsvensordningen i fængslerne, nu fokus på at skaffe endnu flere besøgsvenner til de indsatte. Besøg er nemlig til gavn for hele samfundet på længere sigt.

- En undersøgelse viser, at indsatte, der har kontakt til venner og familie uden for fængslet, klarer sig bedre under afsoning og efter løsladelse, siger Line Lausted, ansvarlig for besøgsordningen under Røde Kors, til Newspaq.

I dag er der 122 besøgsvenner fordelt på 16 af landets 57 arresthuse og fængsler. Besøgsvennerne spiller en vigtig samfundsmæssig rolle, mener Line Lausted.

- Det, som besøgsvennerne kan, er, at de er med til at opretholde og måske endda styrke de sociale kompetencer, som de indsatte har brug for senere i livet.

Thomas Thura er besøgsven. Hver 14. dag mødes han med Morten, der er indsat på Anstalten Hertedvester. Sammen drikker de kaffe, læser aviser og snakker om løst og fast.

- Ved besøgene bidrager jeg med normalitet i hverdagen, noget almindeligt. Det almindelige består i, at man fortæller, hvad der er sket i løbet af dagen og spørger til Mortens dag, fortæller han.

Lysten til frivilligt arbejde var afgørende for, at Thomas Thura besluttede sig for at blive besøgsven. Men det var ikke en nem beslutning. Thomas Thura bekymrede sig for, at hans rolle ville blive for terapeutisk.

- Jeg tænkte, om man skulle spørge, "hvordan har du det" på den der dybe måde. Det var jeg lidt loren ved. Jeg er jo ikke terapeut, men bare amatørbesøger. Men det var heldigvis ikke tilfældet. Man kommer bare, som man er, siger Thomas Thura.

Det gælder også næste torsdag, når Thomas Thura igen skal på besøg hos Morten indenfor murene.

 

Dagens Gossip