Efterlysning: Museum søger kvinder og kaffestel

Skrevet af Ronja Ryde

19/01/2015
Foto: Nationalmuseet

Mest læste i dag

Engang var klirrende kaffekopper, kagetallerkener med guldkant, flødekander og sukkerskåle fast inventar i ethvert hjem, når der var gæster i den fine stue - selvfølgelig serveret på en nystrøget dug. I dag er både damaskduge og komplette kaffestel måske snarere arvegods, der fylder i gemmerne, men er svære at smide ud.

Hvis dine skabe bugner, har Nationalmuseet løsningen: Museet søger nemlig kaffestel og duge fra tiden 1890-1960. Så hvis du har kaffestel eller duge fra den periode, kan du donere tingene til museet lørdag den 24. januar og lørdag den 7. februar. Begge dage i tidsrummet kl. 15.00-17.00, skriver Nationalmuseet.

Kaffestel og duge skal bruges til kommende arrangementer på Nationalmuseet - blandt andet til en stor kaffesalon anno 1915, som er en del af Nationalmuseets fejring af 100-året for kvinders stemmeret den 5. juni 2015. Og i den forbindelse har museet en anden efterlysning: kvinder.

Vær med til kvindeoptog som i 1915
Den 5. juni arrangerer museet nemlig også et stort, historisk optog gennem København i samarbejde med Dansk Kvindesamfund, og her søger museet frivillige kvinder, som vil gå hvidklædt fra Kastellet og gennem byen til Christiansborg og på den måde fejre stemmeretten - præcis som kvinderne gjorde det for 100 år siden.

I månederne op til optoget holder Nationalmuseet fire workshops, hvor du kan få hjælp til at lave dit eget hvide outfit til dagen - for eksempel ved at sy en gammel brudekjole eller anden hvid kjole om, så den får det helt rigtige 1915-look.