Efterlysning for stenkast giver pote: Fire er fængslet

Skrevet af admin

05/08/2016

Mest læste i dag

Fire personer er fredag blevet fængslet ved et grundlovsforhør, efter at Københavns Politi torsdag efterlyste 16 personer for at kaste blandt andet sten mod politiet under en aktion i Christiania 17. juni.

Det oplyser politikommissær ved Københavns Politi Steffen Th. Steffensen.

Deres billede vil nu blive sløret på den liste, som politiet har udsendt.

Tre af personerne meldte sig selv efter offentliggørelsen af deres billede.

- En person henter vi i Nordsjælland. En person, som ringer via sin advokat, henter vi ude på Frederiksberg. Den sidste melder sig selv hos Køge Politi sidst på eftermiddagen.

- Den fjerde person anholder vi selv i København, fortalte Steffen Th. Steffensen tidligere fredag.

Torsdag udsendte politiet billeder af 16 personer, som er mistænkt for at kaste ting mod politiet under politiaktionen i juni.

Ved aktionen fjernede politiet 37 hashboder i Pusher Street, men blev samtidig overdænget med blandt andet sten, flasker og jernkæder.

Alle er sigtet for at forhindre politiet i at udføre sit arbejde og for sammen med en større menneskemængde at have forårsaget grov forstyrrelse af den offentlige orden samt for forsøg på grov vold.

Københavns Politi oplyser fredag eftermiddag, at yderligere tre er anholdt. De skal fremstilles i grundlovsforhør lørdag.

Politiet skønner, at mellem 30 og 35 personer deltog i at kaste ting mod politiet under aktionen 17. juni.

/ritzau/