Efterlyst: Hans Jacob Christensen hævede penge og slukkede sin iPad

Østjyllands Politi beder nu igen offentligheden om hjælp til at finde den 46-årige Hans Jacob Christensen fra Aarhus.

Samtidig frigiver politiet nu flere oplysninger i sagen.

Hans Jacob Christensen forlod sit hjem den 26. juni kl. 15.30. Han foretog derefter flere ærinder, idet han blandt andet hævede penge i en bank på Rundhøj Torv i Højbjerg, og efterfølgende foretog et indkøb på et apotek i Højbjerg.

Vidner har set ham køre på cykel sidst på dagen ad Ørneredevej i retning mod Moesgaard Strand, ligesom han er blevet set gående i nordlig retning ved et vandløb på den såkaldte Mountain-bike rute i Fløjstup Skov.

Sidst på aftenen blev han set gå i selve strandkanten med fødderne i vandet ved Fløjstrup/Mariendal.

Hans Jacob Christensen´s IPAD og mobiltelefon blev slukket i løbet af aftenen, og de har ikke været aktive siden.

Politiet foretog natten igennem søgning i området med politihunde, hvor hans cykel om natten blev fundet ved kiosken ved Moesgaard Strand.

Politiet har foretaget søgning med hunde alle relevante steder, hvor Hans Jacob Christensen er blevet set.

Et vidne har henvendt sig med oplysning om, at hun torsdag den 28. juni ca. kl. 17.00 (to dage efter) så en mand, som hun straks genkendte, som værende den savnede Hans Jacob Christensen.

Han var på daværende tidspunkt alene på vej op af trappen ved Bellehage Søbad i Højbjerg.

Vidnet har efterfølgende set fotos (familiefotos) af den savnede Hans Jacob Christensen, og hun er stadig helt overbevidst om, at manden hun så er identisk med den savnede.

Henvendelser med oplysninger i sgaen kan ske til Østjyllands Politi på telefonnummeret 114.

Dagens Gossip