Efterlyst: Kvinde med sygt spædbarn stukket af til udlandet

Skrevet af Michael Lauritsen

03/12/2013

Dagens topnyheder

Politiet efterlyser fortsat den 41-årige kvinde, som søndag ved middagstid stak af med sit lille spædbarn fra et opholdssted i Rønnede.

Mandag blev kvinden og den lille dreng, der er et halvt år gammel, set i Tyskland, oplyser Sydsjællands og Lolland-falsters Politi til Dagens.dk.

- Rent tilfældigt er de stødt på noget familie på banegården i Hamburg. De har det godt, siger leder af lokalpolitiet i Næstved, Niels Denny Sørensen, til Dagens.dk.

Kvinden er oprindeligt fra Srilanka, og Niels Denny Sørensen anerkender, at det kan være målet for hendes rejse. Han oplyser, at kvinden og barnet nu er efterlyst internationalt.

LÆS OGSÅ: Politiets efterlysning: Kvinde stukket af med spædbarn

Baggrunden for efterlysningen er, at barnet skulle have været tvangsfjernet. Den lille dreng er syg og kræver medicin.

Kan du komme nærmere ind på, hvad barnet fejler?

- Det har været til nogle undersøgelser og har fået konstateret nogle fysiske problemer. Det har det ikke godt, hvis ikke det får sin medicin. Mere kan jeg ikke sige. Det er sagen uvedkommende. Men det er vigtigt at finde dem hurtigst muligt, så vi kan sikre, barnet har det godt, siger Niels Denny Sørensen.

Hvad med baggrunden for tvangsfjernelsen?

 - Det er ikke politiet vedkommende.

Kvinden beskrives som: 160 til 165 centimeter høj, almindelig af kropsbygning, hvid hudfarve, sort langt hår, taler ikke så godt dansk, iført lang sort jakke og sorte støvler.

Hun medbringer en sort barnevogn.

Har man oplysninger om kvinden, skal man kontakte politiet på 114.

KLIK PÅ BILLEDET FOR AT SE DET I FULD STØRRELSE: