Efterlyst mafiaboss fundet i England efter 14 år

Den 64-årige Domenico Rancadore skulle ifølge det italienske politi have ledet en familie, der er involveret i pengeafpresning og narkotikahandel. Anholdelsen har endda fået Italiens vicepremierminister og indenrigsminister Angelino Alfano til at udtale, at en »vigtig gangster« nu er tilbageholdt, og han vil »blive sendt i fængsel«.

Men ministeren skal ifølge Rancadores forsvarsadvokater passe på med at være så sikker i sin sag. De mener, at »væsentlige mangler« i arrestordren bør resultere i, at deres klient skal have mulighed for løsladelse mod kaution.

Domenico Rancadore blev i 1999 idømt syv års fængsel in absentia for en fremtrædende rolle i organiseret kriminalitet. Siden har han været i italiensk politis søgelys, men blev altså først anholdt onsdag.

Ifølge naboer og andre bekendte skulle han have levet et stille og tilbagetrukket liv i Manor Waye, Uxbridge, under navnet Marc Skinner.

Dagens Gossip

Dagens TV