Efterlyste Jack Warner: Jeg kan fælde Blatter

Skrevet af admin

04/06/2015

Dagens topnyheder

Onsdag udsendte Interpol en efterlysning på blandt andre den tidligere vicepræsident for det internationale fodboldforbund (Fifa) Jack Warner, og hjemme fra Trinidad og Tobago åbner han nu op for skandaleposen.

I en forproduceret og betalt tv-udsendelse i hjemlandet fortæller Warner ifølge Sky Sports, at han har mange beviser i sagen mod Fifa og Sepp Blatter, og at de ikke længere vil blive holdt hemmelige.

- Blatter ved, hvorfor han er faldet. Og hvis nogen andre ved det, så er det mig, lyder det blandt andet fra den korruptionsmistænkte tidligere Fifa-vicepræsident.

Angiveligt har Warner dokumenter, som beviser de ulovlige pengestrømme i og omkring Fifa samt hans eget land, og at dokumenterne ifølge ham:

- Også indeholder min information om internationale pengeoverførsler i Fifa, herunder også omkring præsident hr. Sepp Blatter, og ikke mindst sager omkring Trinidad og Tobagos nuværende premierminister (Kamla Persad-Bissessar, red.).

Jack Warner var tidligere en stærk støtte for både Sepp Blatter og Kamla Persad-Bissessar i deres respektive valgkampagner, men de bånd er sidenhen blev kappet eftertrykkeligt.

Derfor har Warner, som også tidligere var præsident for fodboldforbundet for Nord- og Centralamerika samt Caribien (Concacaf), heller ikke tænkt sig at holde nogen former for beviser væk fra efterforskerne, der har indledt sagen mod Fifa og andre involverede.

- Jeg undskylder for, at jeg ikke har afsløret min viden om disse begivenheder før, siger Warner i tv-udsendelsen ifølge Sky Sports.

- Jeg har fortiet af frygt for, at denne dag ville komme. Det vil jeg ikke længere. Jeg vil ikke længere holde på hemmeligheder for dem, som aktivt forsøger at ødelægge landet.

Derudover tilføjer Warner, at han frygter for sit liv, efter at skandalen er kommet frem i lyset, men at han ikke har tænkt sig at holde sin viden tilbage af den grund.

Jack Warner er blandt 14 nuværende og tidligere Fifa-folk samt topfolk inden for sportsmarketing og forhandling af tv-rettigheder, som i første omgang er mistænkt for korruption i størrelsesordenen én milliard kroner.

Det er især tildelingen af VM-værtskaber og tv-rettigheder til disse, som er mistænkt for at være gennemsyret af bestikkelse.

/ritzau/