Efterskoler: Vi efterlever de nye regler for sejlads

Skrevet af admin

02/11/2013

Mest læste i dag

Der er ingen tvivl om, at efterskolerne følger de skærpede regler for sejlads i småbåde, som blev vedtaget af et enigt folketing sidste år.

Det forsikrer Efterskoleforeningens direktør, Bjarne Lundager Jensen, over for Ritzau.

- Alle efterskoler har med garanti forsikringen i orden og endnu vigtigere sikkerhedsinstrukserne på plads.

- Så i al respekt er det ikke den udfordring, vi har. Det, tror jeg, er noget, der gælder for de skoler, der er under kommunalt styre, siger direktøren.

Line slog alarm: Jeg bad en bøn i vandet

I kølvandet på den tragiske ulykke på Præstø Fjord i 2011, hvor en lærer omkom og flere elever pådrog sig hjerneskader, vedtog Folketinget sidste år en lov, der skærper reglerne for sejlads i småbåde.

Mere præcist betyder loven strammere sikkerhedsregler og større krav til ansvarsforsikring.

Efterskoler er typisk selvejede og skal derfor selv forsikre sig, mens kommunale institutioner vil være kollektivt forsikrede via kommunen.

Læs også: Elev følte sig presset til Præstø-sejltur

Men lørdag skriver Politiken, at stort set ingen har tegnet en forsikring, som lever op til lovkravene, der trådte i kraft 1. april i år.

Det kommer bag på Bjarne Lundager Jensen.

- Jeg kan godt undre mig over, at loven tilsyneladende har været lidt overset. Jeg vil ikke kritisere andre, men det er da bemærkelsesværdigt for os, fordi vi stadig har ulykken så tæt på.

- Men jeg går ud fra, at de snarest vil få det på plads ude i de enkelte kommuner og skoler, siger efterskoledirektøren.

Ifølge Bjarne Lundager Jensen havde efterskolerne allerede inden Præstø-ulykken styr på deres forsikringer, men de er blevet skærpet yderligere siden.

Sagen kort: Ulykken på Præstø Fjord

Og for visse efterskoler har loven betydet, at de har været nødsaget til helt at droppe sejlads på skoleskemaet.

- Sikkerhedsinstrukserne er så omfattende, så det kræver et stort forarbejde at sætte en båd i vandet.

- Så det har gjort det vanskeligere at sejle. Men det har der jo været gode grunde til, siger direktøren og nævner det som forklaring på, hvis der er efterskoler, der ikke har tegnet forsikring siden Præstø-ulykken.

Hans forening organiserer 251 efterskoler landet over.

/ritzau/