Efterslukning af Experimentarium-brand kan trække ud

En voldsomt brand i en bygning i Hellerup, hvor Experimentarium normalt holder til, er så småt ved at dø ud.

Alligevel kan man i mange timer og måske dage forvente at se brandmænd på stedet, som holder øje med, at ilden ikke blusser op igen.

- Branden er under kontrol og næsten slukket helt, men efterslukningen kan tage hele natten og måske flere dage, siger vagtcentralmester i Københavns Brandvæsen, Kent Mathisen, til Ritzau.

For selvom flammerne er væk, vil det blive ved med at ulme. Derfor vil mindst et par brandfolk blive på stedet med slanger, til der ikke er en gnist tilbage.

- Jeg kan kun forestille mig, at vi er der resten af aftenen og noget af natten også, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi Ulrik Lindén.

Ifølge ham nåede branden aldrig at brede sig til andet end den bygning, hvor ilden opstod. Der var frygt for, at ilden ville sprede sig til den gamle Tuborg-bygning, som ligger lige op ad branden. Men det skete ifølge politiet ikke.

Branden opstod omkring klokken 14 mandag eftermiddag, og røgudviklingen kunne ses på flere kilometers afstand.

Ifølge vagtchefen var der ingen grund til at advare naboer om røgen, da den gik opad og ud over vandet. Der har været meldinger om, at røgen, som var tyk og sort, også var giftig. Ulrik Lindén oplyser dog, "at al røg er giftig", men at denne ikke var særlig farlig.

Da både Experimentarium og indkøbscentret Waterfront Shopping er lukket på grund af ombygning i bygningen, var der ikke behov for at evakuere gæster.

Branden opstod angiveligt under opvarmning af tagpap.

En person er indlagt til observation for røgforgiftning, mens en anden er kommet lettere til skade, da han hoppede ned fra taget og væk fra branden, som skulle være opstået pludseligt og eksplosionsagtigt.

/ritzau/

Dagens Gossip