Eftersøgningen af danskere i Filippinerne forstærkes

Skrevet af admin

14/11/2013

Dagens topnyheder

Fire mand fra Udenrigsministeriet, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet er torsdag aften sendt til Filippinerne for at bistå i eftersøgningen af savnede danskere efter en supertyfons hærgen i sidste weekend.

Det oplyser Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Nogle af de savnede danskere kan have opholdt sig i de hårdest ramte områder, og derfor har vi besluttet at sende et team ud i dag, siger han til Ritzau.

I alt savnes der fortsat 12 danskere. Én fra den såkaldte danskerliste og 11 derudover.

Supertyfon Haiyan bliver betegnet som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie. 4460 personer meldes ifølge FN omkommet, men der er intet, der tyder på, at nogle danskere skulle være kommet noget til.

Antallet af savnede danskere skrumper fra dag til dag. Ifølge Ole Egberg Mikkelsen skyldes det, at kommunikationsforbindelserne i østaten bliver genoprettet lidt efter lidt.

- Det er typisk, hvis de har opholdt sig et sted, hvor kommunikationen har været brudt sammen, og det så igen bliver muligt at bruge mobiltelefonen eller internettet, siger han og fortsætter:

- Nogle folk opholder sig på øer uden kommunikation, og så er det meget vanskeligt. Så skal de sejles hen til et sted, hvorfra de kan kommunikere.

Til at begynde med var der 112 danskere på den såkaldte danskerliste, mens pårørende havde efterlyst yderligere 137 personer.

Udenrigsministeriet oplyser, at de er i tæt kontakt med de pårørende, der fortsat mangler at høre fra deres nærmeste.

- Vi er i løbende kontakt med dem, og de kan ringe til vores operationscenter i København døgnet rundt. Når der er en udvikling i sagen, kontakter vi dem, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Næsten 12 millioner mennesker er på den ene eller anden måde berørt af naturkatastrofen i Filippinerne.

/ritzau/