Eftersøgningen af Emilie peger mod vandet: 'Vi har jo været alle andre steder'

Siden Emilie Meng forsvandt 10. juli nær sit hjem i Korsør, har ikke bare politiet, men også flere tusinde frivillige ledt efter den nu 18-årige pige.

Både nærområderne omkring Korsør såvel som byen selv er efterhånden blevet finkæmmet, ligesom politiet også har haft dykkere i vandet ved Korsør Havn for at lede.

Nu opfordrer flere af de frivillige eftersøgere dog til, at folk, der vil hjælpe med at lede, endnu engang retter blikket mod havet.

Sofie Sønderup er stifter og admin i Facebook-gruppen Forsvunde personer! – en gruppe der har over 30.000 medlemmer. Siden Emilies forvinden for over tre uger siden, har Sofie Sønderup brugt al sin tid på at koordinere frivillige eftersøgninger i Korsør og være bindeled mellem borgere, politiet og familien til Emilie Meng.

I et facebookopslag opfordrer Sofie Sønderup nu folk til at lede langs kyster og færgelejer.

- Folk spørger om vi har nogen steder, der kan afsøges. Et godt sted at afsøge vil være langs kyster og færgelejer m.m, skriver hun i opslaget.

Herefter skriver Sofie Sønderup videre, at skulle der være sket en ulykke, og skulle Emilie befinde sig i vandet, så passer tidspunktet nu med, at hendes krop kan dukke op til overfladen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Foto: Facebook/Sofie Sønderup

- Jeg har været tilknyttet flere frivillige efterforskningssager, hvor folk er faldet i vandet, og dermed ved jeg også, at folk typisk først dukker op til vandoverfladen efter nogle uger, og det passer med nu. Derfor opfordrer vi til, at de frivillige, der vil hjælpe, kigger langs kysterne eller ved havnen en ekstra gang, fortæller hun til Dagens.dk.

Sofie Sønderup er udmærket klar over, at politiets dykkere allerede har været i vandet for at lede efter Emilie, ligesom helikoptere har finkæmmet kyststrækningen, men hun understreger samtidig, at der efterhånden ikke kan være mange steder tilbage at lede.

- Nu har vi efterhånden vendt hver en sten i Korsør uden held. Omvendt er havet jo stort, så det er bestemt en mulighed. Jeg kan ikke se, hvor vi ellers skal finde hende, hvis hun altså stadig befinder sig nær Korsør, forklarer Sofie Sønderup.

Læs også: Sofie får 200 tip om forsvundne Emilie hver dag: Nogle skriver de mest skrækkelige ting

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har man hele tiden været opmærksom på, at Emilie kan befinde sig i vandet omkring Korsør, ligesom man udmærket er klar over, at hendes krop meget vel kan dukke op på nuværende tidspunkt.

- Vi gør os hele tiden nye overvejelser omkring sagen og er selvfølgelig også bekendt med, hvordan sådan noget udvikler sig, fortæller efterforskningsleder Marianne Roed, og hentyder til, at politiet bestemt er klar over, at det tager tid, før et lig dukker op til havoverfladen.

Hun vil dog ikke udtale sig om, hvorvidt politiet, ligesom de frivillige eftersøgere, nu vil rettet deres primære fokus mod havet.

Det er fortsat uvist, om Emilie har været udsat for en ulykke eller en forbrydelse, men skulle det sidste være tilfældet, så mener Sofie Sønderup, at havet er et oplagt sted at lede.

- Jeg håber på ingen måde, at der er sket en forbrydelse, men er det tilfældet, så er det jo ikke umuligt, at gerningsmanden kan have dumpet hende i vandet, lyder det fra Sofie Sønderup.

Artiklen fortsætter under billedet.

De frivillige yder et stort arbejde for at finde Emilie. Foto Sofie Sønderup.

Hun fortæller yderligere, at stemningen og optimismen blandt de mange frivillige er begyndt at blive mærket, da det nu er over tre uger siden, Emilie forsvandt.

- Folk er ikke optimistiske længere. Til gengæld er det fuldstændig overvældende, at så mange har forsøgt at finde hende. Flere tusinde har været med til at lede, og det er en kæmpe hjælp, fortæller hun.

Som et sidste initiativ kunne Sofie Sønderup godt tænkte sig, at der igen blev undersøgt nogle af de små-søer og siv-områder, som befinder sig i nærheden af Korsør.

- Vi har efterhånden fået afdækket det meste af lokalsamfundet, men vi bliver ved, til vi forhåbentlig finder hende.

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV