Eftersøgt ung mand er fundet druknet

Det er liget af 18-årige Jacob Hjerrild, som politiet mandag bjærgede ud for Juelsminde. Han er en af de to unge mænd, der har været savnet i to uger.

Det bekræfter Sydøstjyllands Politi mandag eftermiddag.

De pårørende er underrettet.

Den anden mand, 18-årige Rasmus Banke Jørgensen, er fortsat meldt savnet.

De to unge mænd, der er fra Hornsyld, sejlede mandag aften den 22. april ud fra Juelsminde. De skulle mødes med en jævnaldrende mand. Men da de aldrig dukkede op, meldte vennen dem savnet.

Både Challenger-overvågningsfly, en F-16-jager og kongeskibet Dannebrog blev sat ind i eftersøgningen.

Tirsdag den 23. april blev de unge mænds tomme gummibåd fundet drivende i farvandet syd for Endelave. Samme aften indstillede politiet eftersøgningen.

Det var en borger, der under en sejlads mandag formiddag tilfældig fandt liget ud for Storstranden ved Juelsminde og efterfølgende slog alarm.

Sydøstjyllands Politi har sendt en helikopter ud for at afsøge området i håbet om også at finde den anden savnede, Rasmus Banke Jørgensen.

/ritzau/

Dagens Gossip