Eftertragtet Daniel Wass: Jeg er for dyr

Skrevet af admin

01/09/2014

Dagens topnyheder

Landsholdsspilleren Daniel Wass har især i sidste sæson imponeret i franske Evian, hvor han fortsat er på kontrakt i to år endnu.

Men den tidligere Brøndby-spiller vil gerne skifte til en større klub, men han er ikke sikker på, at det sker i sommerens transfervindue, som lukker midnat mellem mandag og tirsdag.

- Jeg ved det ikke. Nu må vi se efter træningen, om der sker noget, siger Wass, der mandag er mødt ind til træning i Helsingør forud for de kommende landskampe mod Tyrkiet og Armenien.

Spørgsmål: Så det er ikke sikkert, du er Evian-spiller tirsdag morgen?

- Det kan man aldrig vide. Alt kan ske i de sidste timer af transfervinduet.

Spørgsmål: Vil du være tilfreds med at blive i Evian?

- Jeg har jo en kontrakt, og den må jeg forholde mig til, så det gør jeg.

Spørgsmål: Du er blevet rygtet til andre klubber længe, men blandt andet prisskiltet på dig skulle være for højt. Hvad siger du til det?

- Det er jeg enig i. Prisskiltet på mig, beløbet vil jeg ikke sige, er for højt. Jeg ved ikke, om det er urealistisk højt, for der er selvfølgelig klubber, som kan betale beløbet, men i forhold til, hvem jeg er, så er prisen for høj.

- Jeg ved ikke, om jeg skal se det som et cadeau eller bare en overpris for at kunne beholde mig i klubben.

Danmark møder onsdag Tyrkiet i en testkamp i Odense. Fire dage senere gæster Armenien Telia Parken i København i EM-kvalifikationen.

/ritzau/