Eftertragtet topscorer giver Brasilien kold skulder

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Kampen om Atletico Madrid-stjernen Diego Costas landsholdsfremtid ser ud til at have fundet en vinder.

Det spanske fodboldforbund (RFEF) meddeler onsdag, at den brasilianskfødte angriber har givet et skriftligt tilsagn om, at han vil stille op for Spanien, hvis landstræner Vicente del Bosque vil udtage ham.

Diego Costa er opvokset i Brasilien, men har spillet klubfodbold i Spanien, siden han var teenager og har boet i landet længe nok til at få spansk statsborgerskab.

Han spillede i foråret to landskampe for Brasilien, men da ingen af dem var betydende kampe med point på spil, er han fri til at spille for Spanien i fremtiden.

Og det har han tænkt sig at gøre, har han altså meddelt spanierne i et brev stilet til forbundets generalsekretær, Julio Cesar Avelleda.

- Derfor kan Diego Costa spille for Spanien i de forestående kampe i november, hvis han bliver udtaget af landstræneren, lyder det ifølge nyhedsbureauet AFP fra det spanske fodboldforbund.

Den 25-årige angriber har været omkring en række spanske klubber, men brød for alvor igennem hos Atletico i foråret.

Efter at han ikke blev udtaget til Brasiliens trup til sommerens Confederations Cup, har Spanien forsøgt at kapre den målfarlige spiller, der har været ustyrlig efter sommerpausen og ligger øverst på topscorerlisten i den spanske liga.

De forsvarende europa- og verdensmestre møder Sydafrika i Johannesburg 19. november og forsøger derudover at arrangere endnu en testkamp fire dage forinden.

/ritzau/