Eggert tager tre sæsoner mere i Flensburg-Handewitt

Flensburg-Handewitt vil med garanti være en danskerklub en rum tid endnu.

Håndboldklubben fra den tyske grænseby har ifølge Flensborg Avis forlænget aftalen med landsholdsfløjen Anders Eggert, så den nu gælder frem til sommeren 2017.

Til den tid vil han have spillet 10 sæsoner i klubben, som han kom til i 2006, og som han undervejs forlod en enkelt sæson til fordel for Skjern.

- Jeg er meget glad for at være i Flensborg, og SG (Flensburg-Handewitt, red.) er min drømmeklub, siger han til avisen.

Flensburg-Handewitt har i forvejen kontrakt med landsholdsspillerne Thomas Mogensen, Michael V. Knudsen og Lasse Svan frem til 2015.

Kun målmand Søren Rasmussens fremtid er uafklaret, idet han har kontraktudløb til sommer.

Den svenske forsvarsveteran Tobias Karlsson har ligesom Anders Eggert netop forlænget frem til 2017.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV