Egmont-direktør lurer på digitale vækstopkøb

Skrevet af admin

15/03/2016

Mest læste i dag

Med en egenkapital på 5,6 milliarder kroner og en gældspost på et rundt nul er der masser af kapital i Egmont-koncernens pengetank.

I forbindelse med årsregnskabet for 2015 fortæller koncernchef Steffen Kragh, at pengene efter planen skal ud at yngle - hvis man altså kan finde egnede opkøbsmuligheder.

- Helt overordnet har vi fokus på stærkt indhold, enten ved at skabe det selv eller ved at købe indhold af andre. Det har vi gjort med Premier League-rettighederne i Norge og ved at overtage den norske del af Cmore.

- Men ellers kigger vi efter digitale vækstforretninger, hvor vi kan bruge vores kompetencer og vores kundebase til at accelerere væksten.

- Vi har det forgangne år skabt for 600 millioner kroner ny forretning, og det er primært digitale forretninger. Og ser man på vores e-commerce-aktiviteter, så regner vi alene i 2016 med at fordoble fra en halv til en hel milliard kroner, siger han.

Det digitale fokus betyder dog ikke, at investeringer i mere traditionelle medieselskaber er udelukket.

- Vi tilkøber også gerne til de bestående, klassiske forretninger, som hele tiden bliver udbygget.

- Vi har købt blade til, og biografforretningen udvides også hele tiden. Vi har åbnet biograf i Fields, vi har udvidet i Aalborg, og vi åbner snart i Køge.

- Men vi har fokus på de digitale vækstforretninger og måder at ramme de digitale forbrugere på, siger han.

Egmont ejer TV2 i Norge og har været nævnt som mulig køber af TV2 i Danmark.

Flere borgerlige partier er tilhængere af at privatisere tv-stationen, men Dansk Folkeparti vil i givet fald sikre, at stationens public service-forpligtelser bevares.

/ritzau/