Egtvedpigen får sin dragt

Det var en onsdag aften i september 2012, at ukendte gerningsmænd brød ind i den lille museumsudstilling ved Egtvedpigens Grav og stjal den kopi af hendes tøj og smykke, som lå i glasmontren. Den stjålne kopi blev aldrig fundet, men nu kommer der en ny.

Vævere og tekstilarkæologer fra Sagnlandet Lejre er i gang med at genskabe en ny kopi af den håndlavede uldbluse og snørenederdel.

- Her på museet glæder vi os alle over, at montren i Egtved ikke længere skal stå tom. Dragten var en stor del af den sanselige oplevelse som gæster fik, når de besøgte udstillingen, og for mange føles det, som om udstillingen ikke er fuldendt uden dragten, siger Trine Grøne, leder af formidlingsteamet på VejleMuseerne, som står for udstillingen ved Egtvedpigens Grav.

- Egtvedpigen er et af Nordeuropas bedste bronzealderfund, det repræsenterer forhistorien i vores lokalområde og har en stor ikonisk værdi. Dragten er med til at skabe et levende billede af bronzealderens mennesker og sætte kød, blod og tøj på forhistorien, og derfor er det meget tilfredsstillende for os at kunne lægge en ny kopi i montren, siger Trine Grøne.

Dragten leveres til VejleMuseerne i november, og den bliver den lagt i sin montre i Egtved, når udstillingen åbner til foråret.

Den originale dragt har hele tiden befundet sig bag lås og slå på Nationalmuseet i København.

Lang proces

Cirka 215 arbejdstimer, knap halvanden kilometer håndspundet garn og en forfærdelig masse tid med næsen i bøgerne, øjnene på stilke og hovedet bøjet over indholdet fra en 3.000 år gammel grav, er blandt de ingredienser, der skal til for at kunne fremtrylle en ny version af den velbevarede dragt, der har gjort Egtvedpigen til et af Danmarks mest berømte bronzealderfund.

Dragten koster VejleMuseerne omkring 50.000 kroner plus moms.

Dagens Gossip