Egypten: Flere end 40 procent stemte om forfatning

Skrevet af admin

18/01/2014

Dagens topnyheder

"Flere end 40 procent" af de egyptiske vælgere stemte om landets nye forfatning.

Det siger chefen for valgkommissionen ifølge den egyptiske avis Al-Ahram, som også skriver, at det officielle resultat af folkeafstemningen vil blive præsenteret på et pressemøde klokken 17 dansk tid.

Valgdeltagelsen er ventet i spænding, da den fortæller, hvor stor legitimitet den nye forfatning har i den egyptiske befolkning.

Det er tidligere meldt ud, at 98 procent stemte for et ja til den nye forfatning, der skal bane vej for et parlaments- og præsidentvalg i løbet af året.

Det ventes, at det første af disse valg kan afholdes allerede til marts.

Hele processen med at komme tilbage til et demokratisk valgt styre i Egypten har været forsinket, og folkeafstemningen tirsdag og onsdag om den nye forfatning skulle egentlig være afviklet sidste år.

Den nye forfatning skal erstatte den forfatning, som blev indført i 2012 under Det Muslimske Broderskabs styre med præsident Mohamed Mursi i spidsen.

Mursi blev fjernet fra præsidentposten 3. juli 2013 af militæret efter langvarig uro over hele landet.

Mange egyptere havde mistet tilliden til Mursi og Det Muslimske Broderskab, som sidste år blev erklæret forbudt og en terrorgruppe i Egypten.

Det Muslimske Broderskabet havde opfordret til boykot af denne uges folkeafstemning.

Den nye forfatning giver egypterne større ytringsfrihed og flere rettigheder for kvinder. Samtidig øger den magten til militæret, og egypterne kan - som i gamle dage - fortsat stilles for en militær domstol, hvilket er blevet kritiseret.

Uro og ustabilitet har præget Egypten, siden den mangeårige præsident Hosni Mubarak blev væltet ved revolutionen for tre år siden.

/ritzau/