Egypten fremviser foto af sæder og stumper fra styrtet fly

Skrevet af admin

21/05/2016

Dagens topnyheder

Militæret i Egypten har offentliggjort foto af forskelle fund efter EgyptAir-flyet på rute MS804, som styrtede natten til torsdag.

Det er dele af flysæder, en redningsvest og små stykker af kabinen, som er fotograferet.

Nogle af genstandene, som er våde, bærer påskriften "EgyptAir", viser foto på BBC.

Redningshold leder fortsat efter flyets to sorte bokse. Dels boksen, der optager samtale mellem piloterne, og dels den boks, som registrerer flyets tekniske data.

Det forlød ellers tidligere, at boksene allerede var fundet. Det har egyptiske myndigheder siden dementeret.

Det franske sikkerhedsorgan for luftfart (BEA) har lørdag meddelt, at flyet inden styrtet udsendte automatiske beskeder om, at der var røg i kabinen.

- Der var Acar-meddelelser, som blev sendt fra flyet, og som antyder, at der var røg i kabinen, kort før transmissionerne blev afbrudt, siger en talsmand for BEA til nyhedsbureauet AFP.

Acar er et digitalt system, der sender korte beskeder mellem fly og kontroltårne.

Talsmanden siger videre, at det er for tidligt at tolke noget eller at kende årsagen til styrtet, så længe vraget eller de sorte bokse ikke er fundet.

The Wall Street Journal skriver, at flyets automatiske advarselssystemer har givet besked om, at der er opstået røg i flyets forreste toilet og under cockpittet, lige som der har været givet besked om et problem med flyets styresystem.

Disse meddelelser skal ifølge avisen være sendt fra flyet, få minutter inden det styrtede ned torsdag.

Flyet - en Airbus A320 - forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen, uden at besætningen udsendte nødsignaler.

Flyet foretog et skarpt sving i egyptisk luftrum, inden det dykkede 6700 meter og forsvandt fra radarskærme, har den græske forsvarsminister tidligere oplyst.

Der var 66 mennesker om bord på flyet.

/ritzau/