Egypten genåbner grænsen til Gazastriben

Egypten har lørdag genåbnet grænseovergangen til Gazastriben, efter at den har været lukket i fire dage.

Det giver folk, der er strandet ved grænsen, mulighed for at bevæge sig ind og ud af det palæstinensiske territorium, som er kontrolleret af Hamas-bevægelsen.

Hamas, der er en gren af Det Muslimske Broderskab, har regeret Gaza siden 2007.

Gruppen har et anstrengt forhold til Egyptens nye militært støttede ledelse, som i sidste måned styrtede den folkevalgte islamistiske præsident og Hamas-støtte Mohamed Mursi.

Tusindvis af palæstinensere, heriblandt studenter og patienter på vej til lægebehandling, har været ude af stand til at rejse til Egypten, siden Rafah-grænseovergangen blev lukket, og hundredvis af strandede har ønsket at vende tilbage til Gazastriben.

Israel rejser bekymringer for sikkerheden og giver kun et mindre antal palæstinensere adgang til Gaza gennem dets territorium, fortrinsvis til medicinsk behandling. Det gør Rafah til det eneste vindue til omverdenen for enklavens 1,7 millioner indbyggere.

Maher Abu Sabha, der er udpeget af Hamas som grænsedirektør, siger, at de egyptiske myndigheder kun agter at åbne Rafah-grænseovergangen nogle få timer hver dag.

Han siger, at rejsende til lægebehandling og andre med tidsbegrænsede gøremål vil få højeste prioritet.

Hamas-embedsmænd har beklaget sig over, at Egypten har begrænset antallet af grænsepassager fra 1200 om dagen til kun 300 siden 3. juli, da det egyptiske militær afsatte Mursi efter voldsomme folkelige protester mod hans styre.

Egyptiske myndigheder har beskyldt Hamas for at støtte Det Muslimske Broderskab på Sinaihalvøen og siger, at den langsomme grænsebehandling skyldes dårlige sikkerhedsforhold på Sinai, hvor Egypten bekæmper yderliggående militante islamister.

I sidste uge dræbte militante 25 egyptiske soldater i ørkenområdet. Hamas-ledere nægter enhver væbnet tilstedeværelse på det egyptiske territorium.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip