Egypten hjemkalder ambassadør efter kritik fra Tyrkiet

»Udenrigsminister Nabil Fahmy har besluttet at hjemkalde Egyptens ambassadør i Ankara, Abdel Rahman Salah, til konsultationer,« rapporterer Egyptens statslige nyhedsbureau.

I forbindelse med de egyptiske myndigheders rydning af tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Morsi i to store protestlejre i Cairo er flere end 500 personer blevet dræbt siden onsdag. Flere tusinde meldes desuden såret som følge af politiaktioner mod demonstranter.

Landets midlertidige regering har erklæret undtagelsestilstand og indført udgangsforbud om aftenen og natten.

Tyrkiets premierminister, Tayyip Erdogan, opfordrede torsdag FNs Sikkerhedsråd til at diskutere begivenhederne, som han kalder »en massakre«. Han opfordrede samtidig medlemmerne af sikkerhedsrådet til ikke at tøve med at sætte ind mod blodsudgydelserne i landet.

»De, der forbliver tavse over denne massakre, er lige så skyldige som dem, der udførte den. FNs Sikkerhedsråd må hurtigt gribe ind,« sagde Erdogan under et pressemøde i Ankara i Tyrkiet.

FNs Sikkerhedsråd mødes torsdag på opfordring fra Frankrig, Storbritannien og Australien for at diskutere den tilspidsede situation i Egypten.

BNB

Dagens Gossip