Egypten skal til valg inden for seks måneder

Landets midlertidige leder erklærer mandag, at egypterne skal til stemmeurnerne, så snart tilføjelserne til den nu suspenderede forfatning er blevet vedtaget. Dermed er det udsigt til et valg inden for de næste seks måneder.

Det næste præsidentvalg vil blive udskrevet, når det nye lovgivende kammer samles, står der i et dekret fra den midlertidige præsident, Adli Mansour. Af dekretet fremgår det også, at der nu er sat en tidsramme på fire og en halv måned for de tilføjelser, som skal supplere den omstridte egyptiske forfatning, som blev gjort til lov i december sidste år. Mansours dekret fastslår også, at det panel, der skal revidere den egyptiske forfatning, skal nedsættes inden for de næste 15 dage.

Forfatningen blev suspenderet i sidste uge, da den magtfulde egyptiske hær fjernede den daværende præsident Mohamed Morsi fra magten efter voldsomme folkelige demonstrationer mod ham.

Demonstrationerne har i de seneste dage udviklet sig, og flere end 50 personer blev mandag ved daggry dræbt foran Den Republikanske Gardes hovedkvarter i Cairo, hvor den afsatte præsident Morsi menes at sidde fanget.

Over 300 personer blev såret i sammenstødene mellem militære styrker og islamistiske aktivister. Ifølge Det Muslimske Broderskab, som støtter den afsatte præsident, angreb soldaterne et fredeligt bønnemøde, mens hæren forklarer, at bevæbnede terrorister forsøgte at storme det militære anlæg.

De modstridende forklaringer viser med al tydelighed det afgrundsdybe gab, der er mellem støtter af Morsis islamistiske styre og sekulære tilhængere af militærkuppet. påpeger flere eksperter.

Dagens Gossip