Egyptens flåde: Flyvrag er fundet nord for Alexandria

Skrevet af admin

20/05/2016

Mest læste i dag

Egyptens flåde siger i en meddelelse, at den har lokaliseret vraget af det forsvundne EgyptAir fly, der torsdag styrtede ned i Middelhavet med 66 mennesker om bord.

- Dele af flyvraget er fundet omkring 290 kilometer nord for Alexandria af egyptiske flådefartøjer, siger en talsmand for det egyptiske militær.

- Et helt område er ved at blive undersøgt for at finde den sorte boks fra flyet, hedder det i erklæringen fra flåden, som er offentliggjort på Facebook.

- Der er allerede fundet ejendele, som tilhørte passagererne om bord, hedder det videre.

En omfattende eftersøgning efter flyet blev intensiveret tidligere fredag. Både Egypten og Grækenland har sat fly og flådefartøjer ind i eftersøgningen. De får støtte af franske enheder, og USA har sendt et overvågningsfly for at hjælpe med operationen.

Flyet fra EgyptAir forsvandt på sin rute fra Paris til Kairo mellem de græske øer og den egyptiske kyst tidligt torsdag morgen, uden at besætningen udsendte nødsignaler.

Tre franske havarieksperter ankom tidligt fredag til Kairo.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, kondolerer i en erklæring familier og pårørende til ofrene for flystyrtet.

USA's indledende undersøgelser af satellitfotos viser indtil videre ingen tegn på, at der skete en eksplosion om bord på EgyptAir-flyet. Det siger embedsmænd fra flere amerikanske agenturer til nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/AFP