Egyptens hærchef holdt krisemøde med islamister

»General Abdel Fattah al-Sisi understregede, at der er mulighed for en fredelig løsning på krisen, forudsat at alle parter afstår fra vold,« udtaler en talsmand for den egyptiske hær, oberst Ahmed Aly, i en erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

En militærkilde tæt på forhandlingerne oplyser desuden, at seks fremtrædende politiske og åndelige ledere deltog i mødet med al-Sisi, men at ingen medlemmer fra Morsis parti, Det Muslimske Broderskab, var til stede.

I et interview med Washington Post lørdag bad al-Sisi amerikanerne om hjælp til at løse konflikten.

»Den amerikanske regering har stor indflydelse på Det Muslimske Broderskab, og jeg så meget gerne, at amerikanerne brugte den til at løse konflikten,« sagde hærchefen til avisen.

Amerikanerne har ligesom EU sendt forhandlere til Egypten, hvor situationen er stadig mere usikker, efter at Mohamed Morsi 3. juli blev afsat af militæret, som overtog magten i landet og indsatte en ny, midlertidig regering. Siden er op mod 250 personer blevet dræbt i kampe mellem sikkerhedsstyrker, politi og demonstranter.

Egyptisk stats-tv oplyste fredag, at sikkerhedsstyrker inden for de næste 48 timer vil iværksætte en blokade mod de steder, hvor sit in-demonstrationerne foregår. Blokaden betyder, at folk får lov til at forlade områderne, men ikke komme ind.

Dagens Gossip