Egyptens krise efterlader islamisterne dybt splittede

EGYPTEN: Militærets afsættelse af den islamistiske præsident, Mohamed Morsi, og mandagens drab på 51 Morsi-tilhængere uden for et militærkompleks i Cairo har splittet Egyptens to store islamistiske grupperinger i en samarbejdsvillig og en blank afviserfløj.

Det blev klart onsdag, hvor den nyudnævnte premierminister, Hazem el Beblawi, annoncerede, at han straks begynder dannelsen af en ny regering, der skal sidde frem til starten af næste år, hvor der ifølge køreplanen skal holdes et nyt parlaments- og præsidentvalg.

Det Muslimske Broderskab afviser enhver kontakt med de nye magthavere med henvisning til, at de repræsenterer et fascistisk kup.

»Vi vil ikke have noget at gøre med kupmagere. Vi afviser alt, hvad der kommer fra den side,« lyder det fra broderskabets talsmand Tareq al-Morsi til AFP.

Imens indtager det rivaliserende ultrakonservative salafistparti NOUR en noget mere åben attitude.

Ifølge Reuters har Hazem el Beblawi tilbudt såvel broderskabet som NOUR ministerposter - hvad begge har afslået. Men for NOURs vedkommende sker det med den tilføjelse, at partiet vil tilbyde »råd og hjælp til regeringen i overgangsperioden snarest muligt, så den kan klare sig igennem«.

»Vi venter på at hjælpe. Vi er klar til at rådgive, men i øjeblikket har vi stadig den holdning ikke at deltage i den politiske proces, før retsvæsenet har givet sin vurdering af begivenhederne,« lyder det fra NOURs talsmand, Nader Bakkar, med henvisning til mandagens mange drab på Morsi-demonstranter.

NOUR-partiets formand, Younes Makhyoun, beskylder Det Muslimske Broderskab og præsident Morsi for at have begået fejltagelser, der har svækket hele den islamistiske bevægelse:

»Der er ingen tvivl om, at islamismen generelt har mistet en masse på grund af broderskabets dårlige ledelse,« siger han ifølge Reuters.

Samtidig med kritikken fra det konkurrerende islamistiske parti udsættes Det Muslimske Broderskab også for nyt pres fra myndighedernes side.

Onsdag udstedte den egyptiske anklagemyndighed en arrestordre på en del af broderskabets ledelse, herunder den øverste leder, Mohammed Badie. De anklages for at være ansvarlige for de voldsomheder, der udspillede sig foran det militære bygningskompleks, hvor den afsatte præsident Morsi menes at sidde tilbageholdt.

Ligeledes blev der rejst anklager mod 200 arresterede demonstranter for delagtighed i blodsudgydelserne, som var de alvorligste hidtil efter militærets afsættelse af Morsi. Demonstranterne vil blive tilbageholdt i mindst 15 dage, hvor de skal forhøres om anklagerne, der rækker fra mord, opfordring til vold, ulovlig våbenbesiddelse og forstyrrelse af den offentlige orden.

Det Muslimske Broderskab, der har opfordret til »opstand« for at få genindsat Morsi, betegner begivenhederne som en massakre begået af hæren, mens militæret siger, at de reagerede på angreb fra bevæbnede terrorister.

Om Morsi rent faktisk befinder sig bag militærkompleksets mure, vides ikke, men en talsmand for det egyptiske udenrigsministerium, Bader Abdelatty, siger til AFP, at han befinder sig »på et sikkert sted og behandles med værdighed«. Og talsmanden fastslår, at »han ikke er anklaget for noget indtil videre«.

Amnesty International har opfordret til, at der iværksættes en uvildig undersøgelse af omstændighederne til drabene på demonstranterne.

Organisationen mener, at militæret brugte overdreven magt over for de demonstrerende Morsi-tilhængere.

Dagens Gossip

Dagens TV