Egyptens kristne koptere ramt af voldsbølge

Sådan lyder det fra Amnesty International, der har haft medarbejdere i landet for at undersøge angrebene mod kopterne.

De kristne koptere har støttet afsættelsen af den muslimske præsident, Mohamed Morsi, og det er angiveligt årsagen til, at forfølgelsen af den kristne gruppe er taget til, vurderer Amnesty International, som kritiserer myndighederne for ikke at yde den udsatte gruppe ordentlig beskyttelse.

»Det er en chokerende forsømmelse, at sikkerhedsstyrkerne har undladt at stoppe disse sekteriske angreb og ikke har beskyttet de kristne koptere. Reaktionen vendt mod de kristne koptere burde have været forudset,« siger Hassiba Hadj Sahraoui, der er Amnesty Internationals vicedirektør i Mellemøsten og Nordafrika.

Hun opfordrer myndighederne til at undersøge de mange angreb.

»Angreb på de kristne koptere skal efterforskes og de ansvarlige retsforfølges,« udtaler hun i en pressemeddelelse.

Forfølgelsen er ikke blot gået ud over de kristne koptere selv. Deres hjem, forretninger og kirker er også blevet angrebet og sat i brand. Ifølge den koptiske menneskerettighedsorganisation Maspero Youth Union (MYU) er der blevet sat ild til 38 kirker, mens 23 er blevet delvist ødelagt af hærværk.

Den egyptiske premierminister har fordømt den sekteriske vold, men det er ikke nok, lyder det fra Amnesty International, som ikke mener, at angrebene kan være kommet bag på myndighederne.

»Under de nuværende politiske omstændigheder har både de egyptiske myndigheder og ledelsen i Det Muslimske Broderskab på det skammeligste undladt at forebygge og stoppe angrebene på de kristne koptere. Passende foranstaltninger skal iværksættes øjeblikkeligt for at garantere deres sikkerhed,« siger Hassiba Hadj Sahraoui.

Der bor omkring syv millioner kristne koptere i Egypten, hvilket svarer til, at lidt under hver tiende indbygger i landet tilhører denne trosretning.

Dagens Gossip

Dagens TV