Egyptens midlertidige leder indsat

Den egyptiske hær annoncerede onsdag, at forfatningsdomstolens øverste leder, Adli Mansour, efterfølger den afsatte Mohammed Mursi og skal lede landets teknokratregering. Torsdag blev han taget i ed.

Mansour nåede kun at være leder af forfatningsdomstolen i to dage, før den øverstkommanderende i den egyptiske hær, general Abdel Fattah al-Sisi, annoncerede dommeren som landets midlertidige leder.

Mansour er født i Kairo i 1945. I 1967 modtog han en licens til at drive advokatvirksomhed ved universitetet i Kairo. To år senere tog han en master i jura ved samme universitet.

Han blev ansat hos statens administrative domstol i 1970, hvor han blev frem til 1992, hvorefter han blev souschef for forfatningsdomstolen.

Ironisk nok var det den nu afsatte præsident Mohammed Mursi, der udnævnte Mansour til landets øverste retslige embede.

Den 67-årige far til tre var i en årrække dommer under den tidligere præsident Hosni Mubarak.

Han ledede også de forfatningsmæssige høringer i 2012, der skrottede den lov, der forbød medlemmerne af det gamle regime at deltage i valget.

Det er denne lov, der tillod Mubarak-æraens premierminister Ahmed Shafiq at stille op som kandidat ved præsidentvalget.

I modsætning til oppositionens mere fremtrædende ledere - blandt dem modtager af Nobels fredspris Mohamed ElBaradei og tidligere chef for Den Arabiske Liga Amr Mussa - har Mansour aldrig været et kendt navn eller ansigt blandt folket.

Det er derfor oplagt, at militæret har valgt ham i forsøget på at finde en neutral frontfigur.

Mansours navn synes første at være dukket op som en mulig leder af Egypten den 30. juni, da en gruppe ved navn Folkets Krav opfordrede til oprettelsen af et præsidentielt råd, der skulle lede landet. Her blev Mansour nævnt som et muligt medlem.

Kilde: BBC, Al Jazeera.

/ritzau/

Dagens Gossip