Egyptens parlament opløst på voldelig fredag

Efter en forholdsvis rolig dag eskalerede situationen fredag eftermiddag og resulterede i kampe mellem tusindvis af Morsis tilhængere og sikkerhedsstyrker i Cairo. Fredag eftermiddag blev tre meldt dræbt, og omkring 40 personer blev såret på grund af kampe og skyderier i området, hvor Mohamed Morsi bliver tilbageholdt.

Bygningerne i området, som har været hovedkvarter for Republikanergarden, bevogtes af sikkerhedsstyrker, som sent fredag eftermiddag blev mødt af tilråb som »forrædere« og »Morsi er vores præsident«.

De havde alle marcheret fra en moské i nærheden som et led i en demonstration, som Det Muslimske Broderskab havde døbt »Raseriets Fredag«. Forud for demonstrationen havde militæret proklameret, at man ville »garantere folkets ret til at demonstrere, så længe demonstranter ikke truede den nationale sikkerhed«, men det endte i kaostilstande og voldelige sammenstød.

Sideløbende med de voldsomme kampe udpegede landets nye statsoverhoved, Adli Mansour, som blev taget i ed torsdag, Mohamed Ahmed Farid som leder af landets efterretningstjeneste i stedet for den Morsi-udpegede Mohamed Raafat Shehata, som i stedet bliver sikkerhedsrådgiver for Mansour.

Urolighederne har også fået konsekvenser internationalt. Den Afrikanske Union (AU) vedtog fredag med et overvældende flertal, at Egypten bliver suspenderet fra alle dets aktiviteter i unionens regi på grund af de interne begivenhederne.

Fredag viste overhovedet fra Det Muslimske Broderskab, Mohammed Badie, sig ved en demonstration til fordel for Mohamed Morsi og fejede dermed alle rygter om, at han skulle blive tilbageholdt af det nye styre af bordet.

Dagens Gossip

Dagens TV